Katalog

Katalog

Se eller download vores katalog.
Tilføj den aktuelle side til huskelisten

Klassisk rundrejse i Malaysia

Med egen privat bil, chauffør og guide

 

Malaysia er et land der har det hele! - Et land der er særdeles velegnet til en rundrejse fordi landet besidder alle elementerne, der udgør en rundrejse:

Kulturelle oplevelser, naturoplevelser, spændende byer og metropoler, smukke strande, fantastiske hoteller og ikke mindst en meget venlig og imødekommende befolkning. En rundrejse i Malaysia giver dig en oplevelse for livet.

 

 

Klassikeren: 12 dage / 10 nætter med kultur og natur i særklasse...

 

Rundrejsens højdepunkter:

  • Taman Negara - verdens ældste regnskov

  • Malacca - historisk perle med hollandske og portugisiske reminiscenser

  • Ubudiah moskeen i Kuala Kangsar

  • Kek Lok Si templet i Penang

  • Cameron Highlands

 

Dag 1: Afrejse fra Danmark med Singapore Airlines

 

Dag 2: Ankomst til Singapore. Dagen er på egen hånd til at opleve denne medrivende metropol.
Overnatning: Berjaya Duxton i Chinatown.

 

Dag 3: I hentes på hotellet, og turen starter mod grænsebyen til Malaysia Johor Bahru, hvor I skifter bil og fortsætter mod første kulturelle stop på turen: Den historiske by Melaka. Melaka blev grundlagt i 1400-tallet og var i mange år en driftig handelsby og økonomisk magtfaktor. Såvel portugiserne, hollænderne som briterne har haft koloniseret byen. Vigtigste seværdigheder er: Jonker Street, Dutch Stadhuys, St. Pauls Hill og A Formosa fortets ruiner.
Overnatning: Equitorial Melaka.

 

Dag 4: Efter morgenmaden fortsætter I mod den dejlige metropol Kuala Lumpur (KL), hvor de næste 2 nætter skal tilbringes. På vejen mod KL stoppes i den ny hovedstad Putrajaya. Funklende ny med mægtige moskeer og paladser er denne by prægtig at se. Dette gøres bedst fra vandsiden med et ‘Lake Cruise’. Herefter går turen mod KL. Resten af dagen er fri til på egen hånd at opdage storbyen.
Overnatning: Royale Bintang Kuala Lumpur

 

Dag 5: Morgenmad og formiddagen er til fri disposition. Om eftermiddagen er der rundtur til Kuala Lumpurs største seværdigheder og omfatter det kongelige slot Istana Negara, National Monument, Dataran Merdeka pladsen, der oprindeligt var cricket plæne for The Royal Selangor Club. Ved pladsen ligger den smukke St. Mary’s Anglican Church. På pladsen troner en af verdens højeste flagstænger - 95 m. høj. Sidste stop på rundturen er ved Petronas Twin Towers, der engang var verdens højeste bygninger. Et imponerende syn.
Overnatning: Royale Bintang Kuala Lumpur

 

Dag 6: Efter morgenmaden skal I videre mod Malaysias grønne hjerte og et af turens absolutte højdepunkter: Regnskoven Taman Negara.
Efter 4 timers kørsel i højlandet ankommer I til Kuala Tembeling, hvorfra turen fortsætter med ‘longtail-boat’ op ad Tembeling-floden til Kuala Tahan. Regnskoven opleves bedst fra flod-siden! Bemærk! Ingen garanti for at se dyr pga. skovens tæthed og dyrenes skyhed! Men kan man ikke se dyrene, kan man i hvert fald høre dem - især om natten. Forventet ankomst til Kuala Tahan kl. 17.00.
Læs mere om Taman Negara her.
Overnatning: Mutiara Taman Negara Resort

 

Dag 7: Efter morgenmaden er der tid til på egen hånd at udforske området. Sidst på formiddagen fortsættes til et lille stykke England, Cameron Highlands. I gør først stop ved Mount Brinchang med en fantastisk udsigt over Cameron Higlands. Her vandrer I rundt i det frodige område. Herefter fortsætter I til Sungai Palas tefabrik og herfra videre mod en Orang Asli landsby for at få et indblik i livet her. Orang Asli er Malaysias urbefolkning. I fortsætter til hotellet, hvor resten af dagen er til fri disposition.
Læs mere om Cameron Highlands her.
Overnatning: Strawberry Park Resort.

 

Dag 8: Efter morgenmad sættes kursen mod Penang. På vejen gøres stop ved flere seværdigheder: Første stop er ved Sam Poh Tong grottetempel, et imponerende tempel med forskellige statuer af Buddhaer mellem stalakitterne. Næste stop gøres ved Kuala Kangsar, hvor I skal besøge en af de smukkeste moskeer i landet, Ubudiah Moskeen. Fotostop ved det kongelige museum. Forventet ankomst til Penang sidst på eftermiddagen. Resten af dagen til egen disposition.
Overnatning: Holiday Inn Penang.

 

Dag 9: Morgenmad på hotellet. Herefter afgang på en halvdagstur til Georgetown, øens store by. På rundturen ser i de største seværdigheder i Georgetown:

Først Fort Cornwallis, som blev grundlagt i 1808. Efter Fort Cornwallis besøges et af Sydøst Asiens smukkeste buddhistiske templer, Kek Lok Si, hvorfra der er en smuk udsigt over byen. Herfra fortsættes til Khoo Klongsi, et meget smukt og betydningsfuldt kinesisk klanhus. Her ses også den 3. største liggende Buddha i verden - 33 m. lang. Resten af dagen på egen hånd.
Overnatning: Holiday Inn Penang.

 

Dag 10: Morgenmad på hotellet. På egen hånd indtil flyafgang fra Penang til Singapore. Ankomst til Singapore. På egen hånd resten af dagen
Overnatning: Berjaya Duxton.

 

Dag 11: På egen hånd i Singapore indtil afgang mod lufthavnen for kurs mod Danmark, som I ankommer til næste dag.

 

Dag 12: Ankomst til Danmark

 

Lyst til mere Malaysia? Læs mere om vore andre rejsemål i Malaysia:

Penang

Tioman

Redang

Pangkor Laut

Kuala Lumpur

Langkawi

Inspiration og tilbud

Få gode tilbud, nyheder i din mailboks.