Katalog

Katalog

Se eller download vores katalog.

Din huskeliste

Tilføj den aktuelle side til huskelisten

Generelle rejsebetingelser for online booking med TEAM BENNS

 

§1 Rejsens pris
Rejsens pris omfatter flybilletter t/r inkl. alle skatter og afgifter samt evt. tilvalgt  indkvartering i valgte værelsestype med morgenmad med mindre andet er angivet. I pakkerejsen er der desuden inkluderet afgift til lovpligtig Rejsegarantifond.

Transfer mellem lufthavn og hotel er ikke inkluderet. På visse flybilletter kan det kræves at man er udrejsende natten mellem lørdag og søndag eller min. 7 nætter.
BEMÆRK: Der er ikke fortrydelsesret på flybilletter/rejser solgt via Internettet, såfremt det fremgår af aftalen, hvilken dag eller indenfor hvilken bestemt periode den pågældende ydelse skal udføres (jvf. Forbrugeraftaleloven).

 
§2 Betaling

Ved bestilling indbetales rejsens fulde pris med gyldig betalingskort såsom Dankort, Visa Dankort, Master Card eller lign. Bemærk, det er gratis at betale med Dankort eller Visa Dankort. Ved andre betalingskort opkræves et gebyr, som afhænger af beløbets størrelse og oplyses derfor først ved betaling. Gebyr på kreditkort refunderes ikke ved evt. afbestilling af rejse.


§3 Ændringer af flyrejse eller pakkerejse med både fly og hotel
Med mindre andet er anført gælder følgende: Mere end 30 dage før afrejse: For ændring af fly og landarrangement opkræves et ekspeditionsgebyr på DKK 500 pr. person + gebyr ved betaling med kreditkort. Der tages forbehold for højsæson samt højtider, hvor ændringer ikke er muligt efter bekræftelse. Desuden har mange billettyper meget restriktive regler, som ikke tillader ændringer efter bekræftelse. Mindre end 30 dage før afrejse: Ændring betragtes som afbestilling og ny bestilling.  Rejser kan ikke overdrages.

 

§4 Ændringer af hotelophold
Med mindre andet er anført gælder følgende: Ændring mere end 30 dage før ankomst: For ændring af hotelophold, opkræves et ekspeditionsgebyr på DKK 300 pr. person. Der tages forbehold for højsæson samt højtider, hvor ændringer ikke er muligt efter bekræftelse. Kan ændringerne ikke lade sig gøre, betragtes det som afbestilling og der henvises til afbestillingsreglerne. Mindre end 30 dage før afrejse: Ændring betragtes som afbestilling og ny bestilling.  Hotelophold kan ikke overdrages.


§5 Afbestilling af flyrejse eller pakkerejse med både fly og hotel
Flybilletten udstedes umiddelbart efter bestilling/betaling og kan ikke refunderes ved afbestilling. Følgende regler gælder for afbestilling, dog ikke såfremt der er tegnet afbestillingsforsikring og betingelserne herfor er opfyldt jf. nedenfor.
Afbestilling mere end 30 dage før afrejse: Flybillettens pris + DKK 500 pr. person er tabt

Afbestilling mindre end 30 dage før afrejse: Hele det indbetalte beløb er tabt.
OBS! Såfremt et pakkearrangement, en hotelreservation eller en flybillet er behæftet med strengere afbestillingsbetingelser end de her nævnte, vil disse være gældende. Alle afbestillinger modtages kun skriftligt. Evt. tilkøbte forsikringer kan ikke annulleres.

§6 Afbestilling af hotelophold

Følgende regler gælder for afbestilling, dog ikke såfremt der er tegnet  afbestillingsforsikring og betingelserne herfor er opfyldt jf. nedenfor.

Afbestilling mere end 30dage før ankomst: DKK 300,- pr. person er tabt.
Afbestilling mindre end 30 dage før afrejse: Hele det indbetalte beløb er tabt.
OBS! Såfremt en hotelreservation er behæftet med strengere afbestillingsbetingelser end de her nævnte, vil disse være gældende. Alle afbestillinger modtages kun skriftligt. Evt. tilkøbte forsikringer kan ikke annulleres. Hotelophold kan ikke overdrages.

 

§7 Afbestillingsforsikring
Det anbefales, at du tegner en sygdomsafbestillingsforsikring, der dækker i tilfælde af akut opstået sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald der rammer den rejsende eller dennes nærmeste familie eller rejseledsager. Forsikringspræmien er 6 % af rejsens pris, min. DKK 125,- pr. person. Denne beskyttelse forudsætter, at afbestillingen modtages på skrift, og der senest 1 uge efter afbestilling indsendes lægeerklæring på en D.R.F. godkendt blanket som rekvireres hos TEAM BENNS. Indsendes lægeattest ikke, eller skyldes afbestillingen andre årsager, træder de normale afbestillingsregler i kraft. Forsikringspræmien vil uanset årsag ikke blive tilbagebetalt og TEAM BENNS dækker ikke udgifter til lægeattest. Forsikringsvilkår iflg. Gouda Rejseforsikring A/S. Afbestillingsforsikringen skal tegnes ved bestilling af rejsen og betales sammen med totalbeløbet.  Forsikringer kan ikke annulleres/refunderes.

§8 Rejse- og ulykkesforsikring
Den danske sygesikring dækker udgifter i forbindelse med sygdom på ferierejser i indtil 1 måned indenfor Europa - medmindre arrangøren kan gøres ansvarlig herfor. Bemærk, at den danske sygesikring ikke længere dækker hjemtransport ved sygdom indenfor EU/EØS lande. Det anbefales derfor på det kraftigste at tegne en rejseforsikring, der dækker en række forhold som: Hjemtransport ved sygdom, stjålet eller beskadiget bagage, bagageforsinkelse, erstatningsrejse, sygeledsagelse/ -tilkaldelse, hjemkaldelse m.v. Oplysninger herom fås hos TEAM BENNS. Forsikringer kan ikke annulleres/refunderes.

§9 Ansvarsrisiko
Med Pakkerejselovens ikrafttræden indføres en form for objektiv ansvar (ansvar uden skyld), gældende for rejsebureauet overfor kunden. Loven om pakkerejser gennemføres som følge af et EU-direktiv og medfører tilsvarende lovgivning i EU og EØS lande. TEAM BENNS er forsikringsmæssigt dækket imod denne udvidede ansvarsrisiko og omkostningerne i forbindelse hermed er inkl. i pakkeprisen.

§10 Evakuering
I tilfælde af nødvendig evakuering forårsaget af naturkatastrofer o.l. er TEAM BENNS ikke ansvarlig for evakueringen. Der henvises derfor til at tegne en rejse- og ulykkesforsikring hos TEAM BENNS.

 
§11 Luftfartsselskabets ansvar
Luftfartsselskabet påtager sig intet ansvar for hændelser, der indtræder på et tidspunkt, hvor passagererne ikke befinder sig ombord i det pågældende luftfartselskabs fly. For ansvar for indskrevet bagage henvises til luftfartsselskabets egen bestemmelser.

§12 Kundens pligt
Kunden er forpligtet til at sørge for gyldig pas og de til rejsen nødvendige visa og vaccinationer. Det er ligeledes kundens pligt at registrere og kontrollere, at for-, mellem- og efternavn på bookingtidspunktet og på rejsedokumenterne  stemmer overens med det i passet indførte navn og at rejsepas.  Vi gør opmærksom på at navneændring ofte ikke er muligt eller indebærer et gebyr.  Ikke korrekt anført navn kan føre til afvisning ved check-in til flyet, ved grænsen fra/til Danmark eller check in på hotellet. TEAM BENNS påtager sig intet ansvar for de følger ukorrekte oplysninger måtte medføre.

§13 Reklamationer
Eventuelle reklamationer under rejsen skal straks fremsættes overfor luftfartsselskabet, hotellet, TEAM BENNS eller i rimelig tid efter, at fejlen/manglen opdages, således, at fejlen/manglen kan afhjælpes med det samme og med mindst mulig ulempe for den rejsende. Såfremt manglen/fejlen rettes indenfor rimelig tid og uden væsentlig ulempe, kan erstatningskrav ikke gøres gældende. Hvis manglen/fejlen ikke kan rettes på stedet og du evt. senere ønsker at rejse erstatningssag mod selskabet, skal dokumentation herfor fremlægges. Rettes reklamationen direkte til det relevante luftfartsselskab eller evt. til hotel, bør du i egen interesse derfor sikre dig bevis herfor. Manglende reklamation på stedet vil normalt medføre tab af retten til senere erstatningskrav.


§14 Check-in tid/mødetid
Check-in tid fremgår af rejseplanen. Det anbefales dog, at du allerede ved ankomst til en bestemmelseslufthavn undersøger de aktuelle check-in tider for hjemrejse/den videre rejse.

 

§15 Flytider i rejseplan og billet
De i billetten og rejseplanen anførte tider er altid lokale tider. Efter udsendelse af flybilletter og rejseplan eller rejsebevis kan der forekomme tidsændringer. Kontroller derfor altid afgangstiderne/-stederne i de fremsendte rejsedokumenter. Du bør øjeblikkelig kontakte TEAM BENNS, såfremt tiderne afviger fra den oprindelige bestilling/bekræftelse, således, at eventuelle fejl kan rettes inden afrejsedatoen.

§16 Skatter og afgifter ved flyrejser
Alle skatter er inkluderet i selve flybilletten. De enkelte lande har imidlertid suverænt lov til - uden eller med meget kort varsel – at indføre nye skatter eller forhøje de eksisterende, og disse kan derfor ændres mellem bestillingstidspunkt og afrejsen.

§17 Pas, visum, vaccinationer etc.
Kunden er forpligtet til selv at sørge for gyldigt pas og de til rejsen nødvendige visa og vaccinationer. Har den rejsende ikke dansk pas, bør denne til selv søge oplysninger om de for rejsen krævede formaliteter hos sit lands ambassade, konsulat samt hos Seruminstituttets Udlandsvaccination. TEAM BENNS har intet ansvar for de følger evt. manglende indrejse- dokumenter, vaccinationer osv. måtte medføre for den rejsende. Passet skal udenfor EU-landene normalt have gyldighed i mindst 6 måneder efter ankomsten til destinationen.

§18 Udeblivelse, uudnyttede ydelser m. m.
Har kunden ikke afbestilt rejsen, og/eller indfinder rejsedeltageren sig ikke på angivet tid og sted for ud- eller hjemrejsen, eller kan kunden ikke tiltræde eller fuldføre rejsen pga. manglende rejsedokumenter, som f.eks. gyldigt pas, nødvendige visa og vaccinationsattester etc., har TEAM BENNS ret til at beregne sig den totale pris for rejsen. Hvis kunden udebliver fra anførte transporter eller på anden måde undlader at udnytte de ydelser, som er bestilt, kan der ikke kræves godtgørelse for de uudnyttede ydelser. Uudnyttede ydelser kan endvidere ikke overdrages.

§19 Den tekniske arrangørs ansvar
TEAM BENNS optræder som agent for de benyttede transportselskaber, hoteller og øvrige virksomheder, med hvilke der samarbejdes. TEAM BENNS' ansvar for mangler, herunder person og tingskader, er begrænset til de erstatningsbeløb, der er fastsat i de internationale konventioner: For internationale skibstransporter er ansvaret begrænset i henhold til Athen-konventionen. Erstatningsbeløbene fastsat i de internationale konventioner er meget lave, hvorfor det anbefales, at der tegnes en rejseforsikring. TEAM BENNS påtager sig endvidere intet ansvar for ændringer, forsinkelser etc. der er en følge af aftalebrud, strejker, vejrlig eller forhold, som TEAM BENNS er uden indflydelse på.

§20 Ændringer og aflysninger
Den tekniske arrangør forbeholder sig ret til at foretage nødvendige ændringer, såsom ændring af transportform, forårsaget af manglende tilslutning eller andre årsager. Hvis kunden herefter ikke ønsker at deltage i rejsen, vil det indbetalte beløb blive tilbagebetalt, men yderligere krav kan ikke gøres gældende. Bemærk ændringer i rejsetider og ruter berettiger ikke til nogen form for  kompensation. Den tekniske arrangør kan med 20 dages varsel aflyse en planlagt rejse. Det indbetalte beløb vil herefter blive tilbagebetalt, mens rejsedeltageren herudover ikke kan gøre erstatningskrav gældende.

§21 Prisændringer efter aftalens indgåelse
TEAM BENNS forbeholder sig ret til efter aftalens indgåelse at ændre prisen pga. ændringer i transportomkostninger, herunder brændstofpriser, skatter, afgifter eller gebyrer som lufthavns-/ landings- eller startafgifter, valutakurser eller andre omstændigheder, som TEAM BENNS ingen mulighed har for på forhånd at tage højde for. Derudover gør vi opmærksom på, at nogle billetter skal udstedes inden for 24 timer efter reservationen, hvilket ikke kan lade sig gøre, hvis rejsen købes fra fredag middag til søndag middag eller op til og under helligdage. Købes rejsen i ovennævnte tidsrum tager vi derfor forbehold for ændringer i pladssituationen på flyene og dermed også prisen. Kunden vil blive underrettet førstkommende hverdag.

§22 Bagageopbevaring
Opbevaring af bagage i hotellets bagageopbevaringsrum er på eget ansvar. Beskadiget eller bortkommet bagage er ikke dækket af TEAM BENNS

§23 Øvrige betingelser
Rejserne gennemføres efter de af Danmarks Rejsebureau Forening og Forbrugerrådets vedtagne betingelser for deltagelse i pakkerejser, som udleveres på forlangende. Der tages forbehold for trykfejl og ændringer af prisen som følge af ændrede indkøbsforhold.

§24 Tvister
Kan eventuel reklamation ikke løses i mindelighed, kan kunden indbringe klagen til Rejseankenævnet, Lyngby Hovedgade 64, 2800 Lyngby.

§25 Lovvalg og værneting
Ethvert krav overfor TEAM BENNS behandles i henhold til dansk ret og processproget er dansk. Værneting er Sø- og Handelsretten i Danmark.

§26 Arrangør
TEAM BENNS er naturligvis medlem af Rejsegarantifonden.

Quick-bestilling

Vejrudsigt for Reykjavik

Dagens vejr i Reykjavik

Torsdag d. 28/8-2008 - Kilde: DMI
Meget regn, men også lidt sol.
Temperatur: 7 °C / 11 °C


Kort over Reykjavik

Åbn kort

Inspiration og tilbud

Få gode tilbud, nyheder i din mailboks.